Dansk Svømmeunions landstræner Dean Boles har valgt at supplere holdet med yderligere en svømmer og en træner.
I kølvandet på sidste uges udtagelse af svømmere og trænere til det hold, der skal repræsentere Danmark ved EM på kortbane i Royal Arena i København til december, har Dansk Svømmeunions landstræner Dean Boles valgt at supplere holdet med yderligere en svømmer og en træner. Det drejers sig om svømmeren Maj Howardsen fra Sigma Swim Allerød og træner i H2Odense Winnie Faber Portier.
Om baggrunden for udtagelsen af Maj Howardsen og Winnie Faber Portier udtaler landstræner Dean Boles:
-Maj Howardsen er udtaget under mit ressort, som landstræner med retten til subjektivt at supplere eller fjerne svømmere og trænere fra de hold, der repræsenterer Danmark ved internationale mesterskaber. Det har jeg i dette tilfælde valgt at gøre med afsæt i vores sportslige strategi og handleplan og dennes 2020 perspektiv kombineret med at Maj svømmede under EM-kravtiderne i hele tre løb ved DM på kortbane i Greve, og at hun derudover opnåede en tid under FINA A-standard (VM 2017) i en individuel disciplin i løbet af langbanesæsonen 2017, fortæller Dansk Svømmeunions landstræner og fortsætter:
-Winnie Faber Portier er udtaget efter EM kvalifikationskriteriernes bestemmelser om udtagelse af en træner med et udviklingsformål. At øge videns- og kompetenceniveauet blandt trænerne i dansk svømmesport er et centralt område i vores sportslige strategi og handleplan for at potentialer til svømning på højeste internationale niveau realiseres. Jeg er derfor glad for, at vi ligesom ved VM i Budapest denne sommer har mulighed for at tilbyde en træner i et af vores klubmiljøer en udviklingsposition ved et internationalt mesterskab, lyder det afslutningsvist fra Dansk Svømmeunions landstræner Dean Boles.
Kontaktpersoner
For spørgsmål til EM-udtagelserne kan Dansk Svømmeunions landstræner, Dean Boles, kontaktes på mobil: .