UK
04-10-2017

Svømmefans fra 22 lande kommer til EM!

Af: Anna Marie Birkbak

København får besøg af svømmeglade tilskuere fra ikke færre end 22 nationer, som har meldt deres ankomst til EM den 13.-17. december.

Tribunerne i Royal Arena er langsomt men sikkert ved at blive fyldt op med et hav af forskellige nationaliteters farver. For nyligt købte svømmefans fra Tyrkiet og Slovakiet billetter til EM i Svømning, og vi rundede derved svømmenation nr. 22, som lægger vejen forbi mesterskaberne til december!

- Vi er utroligt glade for at fans fra så mange lande kommer til EM. At der vil være mere end 22 europæiske nationer repræsenteret på lægterne til EM gør os stolte over, hvor langt vores event rækker ud i Europa, og vi får samtidig lyst til at anstrenge os endnu mere for at vise alle tilrejsende svømmefans, at vi kan afholde et mesterskab i verdensklasse, fortæller eventchef Mads Bang Aaen.

De 22 nationer kommer fra alle dele af Europa og strækker sig helt fra Spanien til Rusland. I alt er 17 % af alle billetter solgt til udenlandske fans, heraf mere end 10 % til Sverige!

Oversigt over de europæiske lande, som har købt billet.

- Vi er især glade for at se, hvor mange svenske fans der vil krydse Øresund for at se EM. Vi har blandt andet sørget for, at de svenske – og også norske – fans kan sidde i samme område i Royal Arena. Der bliver uden tvivl en nordisk hjemmebanestemning for vores nabolande!

Der er ingen tvivl om, at EM i Svømning bliver en fest, og eventen forventer at få endnu flere svømmefans fra Europa med på lægterne. Samtidig har EM’et allerede overgået antallet af tilmeldte svømmenationer i forhold til EM i Herning i 2013.

Skal du være en del af festen? Køb billet til EM i København på www.ticketmaster.dk/swim