UK
05-05-2017

5 skarpe til en frivillig: Torben Jansen

Af: Anna Marie Birkbak

Torben leder en større gruppe på ca. 30 frivillige per afsnit, som skal stå for medaljeoverrækkelse, indmarch med LEN-folk og præmiepiger samt medaljevinderne. 

Navn: Torben Jansen
Alder: 68 år
Rolle: Ceremonimester. Torben leder en større gruppe på ca. 30 frivillige per afsnit, som skal stå for medaljeoverrækkelse, indmarch med LEN-folk og præmiepiger samt medaljevinderne. Gruppen sørger for at finde de rigtige flag til ceremonien, og at vinderne er klar til præmieoverrækkelse.

Hvorfor har du meldt dig som frivilligkoordinator til EM i Svømning 2017?
- Jeg synes EM i Herning 2013 var en fantastisk oplevelse, det var fedt at arrangere så stort et mesterskab på dansk grund. I år var det mere eller mindre det samme team, som stod til rådighed, så der var ingen tvivl om, at vi ville melde os igen. Og så har vi selvfølgelig lyst til at gøre det endnu bedre i år!

Hvad er dit kendskab til svømning?
- Jeg har haft en datter, som startede som 6-årig i Gladsaxe – Louise Jansen. Hun blev jo rigtig dygtig, og så startede jeg først som tidtager, hvor jeg tidligt blev grebet af den gode stemning i hallen og ville gerne hjælpe mere til. Så blev jeg dommer, og jeg har siden været stævneleder ved en lang række danske mesterskaber. Dengang jeg stadig var aktiv, holdt jeg meget af at være ude i Danmark til stævnerne og at give noget til svømningen og tilskuerne. Hvert år er jeg desuden med til Christiansborg Rundt, det er et fantastisk arrangement at være med til, især fordi det er de samme mennesker hver gang.

Hvad er det fedeste ved at være frivillig?
- Sammenholdet både før, under og efter arrangementerne, man får så mange gode ting med sig.

Hvad glæder du dig mest til ved EM?
- Jeg glæder mig til at se en propfyldt hal med engagerede tilskuere og hjælpere, som sørger for, at det bliver et af de bedste EM’er, der nogensinde er afholdt. I Herning fik vi jo rigtig gode tilbagemeldinger, så det skal vi helst gøre endnu bedre denne gang!

Har du en favorit-svømmer?
- Jeg er stadig imponeret over pigeholdkappen, der vandt bronze til OL. Det synes jeg var super flot og virkelig en stærk præstation.