UK
21-09-2016

EM i svømning 2017 får visuel identitet med event-logo

Af: Nora Thomsen
Pressemeddelelse fra Dansk Svømmeunion om lanceringen af EM 2017-logoet.

Logoet for EM i svømning 2017, der næste år fra den 13.-17. december svømmes i Royal Arena i København, er nu offentliggjort. Med offentliggørelsen af logoet er en vigtig brik i det visuelle billede af næste års EM i Danmark nu på plads, og dermed begynder EM for alvor visuelt at tage form.

 

EM bliver den første sport event i Københavns nye multiarena, Royal Arena. Når EM afvikles, bliver der bygget to midlertidige svømmebassiner i arenaen, hvori de op mod 600 svømmere fra forventeligt 45 lande skal kæmpe om hæder og medaljer.

 

Det officielle logo for EM i svømning 2017

 

- Med vores nye logo har vi et mål om at skabe en let international genkendelighed til, at EM afvikles i Danmark. Derudover vil vi gerne visuelt kommunikere, at eventen skal foregå i Royal Arena, og at vi putter vand i Royal Arena, så man kan svømme der. Vi glæder os til at give EM i svømning 2017 en visuel identitet og komme i gang med at synliggøre og markedsføre EM i Danmark og internationalt, udtaler eventchef for EM 2017, Mads Bang Aaen, og uddyber:

 

- Når man har med logoer og design generelt at gøre, er der ikke noget, som er rigtigt eller forkert, din holdning er lige så rigtig som andres. Vi håber selvfølgelig, at folk vil tage godt imod vores logo og synes, at det er pænt. Det er vigtigt, at folk kan se vores ønske om at skabe en genkendelighed til, at EM afvikles i Danmark, og at vi skal svømme i Royal Arena.

 

EM i svømning forventer at sætte billetter til salg i løbet af efteråret. Når Royal Arena er bygget op til EM i svømning med to svømmebassiner forventes der at kunne være plads til 6.500 tilskuere, som kommer til at skabe en fantastisk ramme om Europas bedste svømmere. 

 

EM i svømning afvikles af Dansk Svømmeunion sammen med partnerne på EM Sport Event Denmark, Københavns kommune, Region Hovedstaden, Wonderful Copenhagen og Hovedstadens Svømmeklub.

 

Logoet er udviklet i samarbejde med det grafiske bureau Formegon.

 

 

Ønskes yderligere kommentarer om EM 2017, kan eventchef Mads Bang Aaen kontaktes på mobil: eller e-mail: .