UK
30-11-2017

Opbygningen af Royal Arena er i gang

Om kun 13 dage begynder EM i svømning i Royal Arena i København – den fantastiske transformation fra koncertsal til svømmearena begynder nu!

Det er kun få timer siden bassen bankede, da Scorpions spillede koncert i Royal Arena, og den sidste ledning er knap nok rullet sammen, før Royal Arena på under 10 dage på fantastisk vis omdannes fra førsteklasses koncertarena til et fantastisk svømmestadion, så det er klar til EM i svømning, der finder sted 13.-17. december - som den første sportsevent i Royal Arena.

- Vi overtog Royal Arena klokken 6.00 i morges, og første opgave var at slå fire krydser på gulvet, hvor konkurrencebassinet skal stå. Jeg tør godt afsløre, at det er de vigtigste krydser, jeg har været med til at sætte i mit liv! Nu begynder transformationen fra koncertsal i verdensklasse til et svømmestadion i verdensklasse, og vi har kun 10 dage til at bygge det hele, så vi kommer til at arbejde i døgndrift. Der er cirka 30 personer til at bygge de to pools og cirka 20 personer til at bygge det midlertidige gulv, der kommer op i lidt over to meters højde, fortæller eventchef for EM i svømning Mads Bang Aaen om det store projekt med at omdanne Danmarks nye musikarena til det, den også er beregnet til: En sportsarena af international kaliber, der siden Metallica tordnede taget på plads med fire koncerter i februar, har været vært for mange internationale topnavne i musikken, og som med EM i svømning huser sin første sportsevent.

To bassiner, 10 dages opbygning og over to millioner liter vand
Det er Myrtha Pools, der står for at bygge svømmearenaen, og de italienske pooleksperter har masser af erfaring og de bedste referencer med sig til København; de står nemlig bag opførelsen af de svømmestadions, der er brugt ved OL, VM og EM de seneste mange år. De bygger to bassiner, et træningsbassin og et konkurrencebassin, og sidstnævnte skal bygges millimeterpræcist.

- Konkurrencebassinet skal stå snorlige. Det skal være 25 meter langt og ikke en centimeter kortere eller længere for at det må bruges til internationale konkurrencer. Når vi er færdige med at bygge konkurrence- og træningsbassinet, bliver der bygget et nyt, midlertidigt gulv i lidt over to meters højde. Når det er færdigt, åbner vi for vandet og fylder bassinerne stille og roligt henover de næste to døgn. Vi foretager derefter en vandtest for at sikre, at kvaliteten af vandet er høj nok til at svømmerne kan hoppe i. Søndag den 10. december begynder de første svømmere at hoppe i vandet om morgenen til den første svømmetræning ved dette EM. Det bliver intenst, men vi glæder os enormt til at få Royal Arena klar til svømmedragter- og briller, fortæller Mads Bang Aaen.

 

 

 

 
38 danske svømmere mod resten af den europæiske verdenselite
Til EM skal omkring 700 svømmere fra 45 lande dyste om 40 sæt medaljer. I spidsen for det danske landshold står OL-guldvinder Pernille Blume, OL-bronzevinderne Rikke Møller Pedersen og Mie Ø. Nielsen samt tidligere europamester og OL-finalist Viktor Bromer og den dobbelte OL-deltager Daniel Skaaning. De er blot en lille del af det imponerende hold på 38 danske svømmere, der pisker vand til skum i jagten på hæder og metal over fem dage i midten af december.

- EM bliver en kæmpe sportsbegivenhed på dansk grund, og den første sportsevent, der afholdes i den nye Royal Arena. Det bliver fem fantastiske dage, hvor de danske svømmere kommer til at kæmpe hårdt om medaljerne mod toppen af poppen inden for europæisk svømning, og hvor blandt andre OL-guldvinderne Sarah Sjöström, Sverige, og Adam Peaty, England, vil kæmpe hårdt for at blive kronet som de hurtigste i Europa. Vi får utrolig mange udenlandske tilskuere på tribunerne, og indtil videre har svømmefans fra 28 lande købt billet, og faktisk er mere end 20 procent af de solgte billetter indtil videre solgt til udlandet, og det er flot i svømmesammenhæng, så vi får en superfed og intens atmosfære at se til EM, siger Mads Bang Aaen.

EM i svømning 2017 afholdes den 13.-17. december i Royal Arena i København i samarbejde mellem Dansk Svømmeunion, Sport Event Denmark, Wonderful Copenhagen, Københavns Kommune, Region Hovedstaden og Hovedstadens Svømmeklub for det europæiske svømmeforbund, LEN.

Fakta om Royal Arena som svømmestadion:
- Det tager under 10 dage at forvandle Royal Arena til en international svømmearena.

- To midlertidige svømmebassiner bliver bygget i Royal Arena. Et bassin til konkurrencerne og et til opvarmning. Et kæmpe tæppe vil dele arenaen i to.
- Konkurrencebassinet måler 25 x 26 meter og indeholder 1,3 mio. liter vand, mens træningsbassinet har lidt færre baner og derfor måler 25x16 meter og indeholder 800.000 liter vand.
- Vandet vil være 26 grader varmt.
- De to bassiner bygges af det italienske firma Myrtha Pools, der også bygger bassiner til OL og VM.
- Der er plads til 6.500 tilskuere af gangen i EM-arenaen.

Fakta om EM i svømning 13.-17. december i Royal Arena i København:
- 38 danske svømmere skal repræsentere Danmark.
- Cirka 700 svømmere fra 45 lande kommer til København.
- Der konkurreres om i alt 40 sæt medaljer ved EM i svømning.
- Indtil videre er der solgt billetter til tilskuere i 28 lande, og over 20 procent af de solgte billetter er solgt til udenlandske tilskuere.
- Hver dag fra onsdag den 13. til søndag den 17. december vil være indledende løb om formiddagen og semifinaler og finaler om aftenen. Hent programmet her: https://euroswim2017.com/Om-EM/Program/

- Der vil være cirka 500 frivillige tilstede under EM.
- EM i svømning bliver den første sportsevent afholdt i Royal Arena.

Billetter og sociale medier:
- Køb billetter til EM på www.ticketmaster.dk/swim
- Læs mere på mesterskabernes hjemmeside euroswim2017.com
- Find mesterskaberne på Facebook: og

#euroswim2017

Kontakt:

Eventchef, EM i svømning 2017, Mads Bang Aaen, ,

Nora Thomsen, kommunikationsansvarlig, ,