UK
24-02-2017

Royal Arena og EM i Svømning funkler som juveler

Af: Eline Andersen

EM I svømning 2017 er det europæiske svømmeforbund, LEN’s, kronjuvel i år. Efter et vellykket site-visit udtrykker direktøren for LEN sin store tilfredshed.

EM svømning til december bliver årets kronjuvel for det europæiske svømmeforbund, LEN. I denne uge var LEN på besøg i København for følge forberedelserne. LEN’s direktør, Paulo Frischknecht, var meget tilfreds med, hvad han så:

“Vi er meget tilfredse. Danmark har vist, at de er til at regne med I forhold til at holde sig til tidsplaner og deadlines. De danske arrangører er kompetente mennesker, og vi bygger på en fælles historie. I 2013 afviklede vi EM i Herning i Boxen. Netop fordi vi har disse fælles erfaringer, kan vi sætte barren endnu højere denne gang. Faktisk tror jeg, at EM i Royal Arena i år bliver endnu bedre end det var i Herning, fordi vi nu kan se det fulde potentiale i arenaen, som virkelig funkler.”

Frischknecht forklarer, at EM er LEN’s kronjuvel i år, og at de har skyhøje forventninger til eventen:

”Herning var en kæmpe succes, og derfor har vi store forventninger til EM i København. Vi tror på, at der bliver endnu større. Sammen med Dansk Svømmeunion, København og Sport Event Denmark har vi de redskaber, der skal til at skabe den bedste event. Der er en super tv-produktion, der er kæmpe interesse for eventen og endnu større forventninger til Royal Arena.”

Mr. Frischknecht besøgte København i denne uge sammen med en række kolleger fra LEN og den tekniske komité. Det var det andet site-visit til København og Royal Arena, og det bliver ikke det sidste, lover Frischknecht. Direktør i Dansk Svømmeunion, Pia Holmen er også yderst tilfreds med besøget:

”Vi er meget glade for at LEN betror os deres kronjuvel i år, og vi arbejder dagligt på at leve op til deres forventninger. Dette EM skal både promovere svømningen i Danmark og Danmark internationalt. Og så kan netop denne event være med til at sætte fokus på den helt unikke foreningskultur, vi har i Danmark. Til EM får vi for eksempel en uvurderlig hjælpende hånd fra Hovedstadens Svømmeklub.”

Fakta om EM Dato: 13. – 17. december 2017
Sted: Royal Arena, København

Dansk Svømmeunion, Sport Event Denmark, Københavns Kommune, Wonderful Copenhagen, Region Hovedstaden og Hovedstadens Svømmeklub står sammen om at arrangere mesterskaberne for det europæiske svømmeforbund, LEN.

Se video:

Billetter: www.ticketmaster.dk/swim

Den tekniske svømmekommité er meget glad for Royal Arena der skal danne rammerne om EM i svømning til december.