UK
03-08-2017

”Jeg ved, at svømmerne glæder sig til at svømme EM”

Af: Anna Marie Birkbak

Sportschef Lars Green Bach ser tilbage på et veloverstået VM og frem mod vinterens EM på hjemmebane.

De danske VM-svømmere er gået på en velfortjent sommerferie. Men i slutningen af august begynder træningen for de danske svømmere igen frem mod det næste internationale mesterskab, nemlig EM i København.

Først venter dog en spændende kvalifikation, da der en måned inden mesterskaberne skal kæmpes om EM-pladserne ved DM på Kortbane den 9.-12. november. Og sportschef Lars Green Bach er ikke i tvivl om, at det bliver intenst:

- Jeg ved, at mange af svømmerne glæder sig til EM. Derfor er der rigtig meget at svømme for til DM, hvis man gerne vil svømme EM på hjemmebane i en forhåbentlig fyldt arena. VM-svømmerne har nu oplevet en ekstremt intens stemning i Budapest med de ungarske fans. Så de håber, at det kan blive lige sådan i København. De håber, at rigtig mange danskere vil komme ud og bakke dem op. Og de vil gøre deres til ikke at skuffe dem, som møder op, fortæller sportschefen.

Foto: Lars Green Bach til pressemøde i Royal Arena, 1 år før EM i Svømning.

På trods af, at VM-svømmerne nu har afprøvet deres formåen på den helt store scene, vil EM i København også blive en udfordring for svømmerne, som kvalificerer sig:

- Det er altid en udfordring at svømme de store mesterskaber. Det er forskelligt fra gang til gang. Svømmerne ved godt, hvordan man svømmer selve løbet, men dét at håndtere omstændighederne omkring deres løb vil være det svære. Det handler især om at håndtere sine egne forventninger og ønsket om at levere gode resultater til de danske tilskuere. Og det vil det også være i København, forklarer Lars Green Bach.

For mange af de danske svømmere kommer dette efterår altså til at handle om samme mål: At kunne svømme på hjemmebane foran mange tusind danske fans. Lars Green Bach understreger, at chancen for at svømme i Royal Arena ikke er noget, de danske svømmere lader gå forbi:

- EM bliver jo en ekstremt stor oplevelse for dem, der kvalificerer sig. Det er ikke mange svømmere forundt at få muligheden for at svømme på hjemmebane til et internationalt stævne og vise danskerne, at Danmark er stærke i et internationalt perspektiv. Vi har vundet medaljer til hvert VM siden 2007, og det er der ikke mange nationer på 5 millioner mennesker, der kan præstere. Jeg ser et potentielt hold på over 20 danske svømmere, og de kan glæde sig til en intens oplevelse i Royal Arena, som godt kan komme til at minde om stemningen i Budapest, slutter Lars Green Bach.