UK
23-06-2017

EM Maskotten Dana promoverer EM i Svømning

Af: Eline Andersen

Maskotten Dana har et travlt program henover sommeren, hvor hun netop er begyndt på en tur rundt i hele landet til blandt andet Aquacamps.

”Med Maskotten Dana har vi en fantastisk mulighed for at promovere EM i Svømning, der skal afholdes til december i København, samt at engagere os i den generelle snak om svømning i Danmark”, udtaler Mads Bang Aaen, eventchef for EM i Svømning.

Over sommerferien vil Dana besøge danske langbanemesterskaber, juniormesterskaber, årgangsmesterskaber, lokale stævner og en masse Aquacamps. Indtil videre er det planlagt, at Dana skal på besøg til Aquacamps afholdt i: Hillerød Svømmeklub, Farum Svømmeklub, Lyngby Svømmeklub, Hovedstadens Svømmeklub og Gentofte Svømmeklub.

Maskotten Dana er blevet til efter input fra svømmere i hele Danmark. I en tegnekonkurrence, var der to forslag der stod ud – begge med det stærke og yndige havfruetema. Den danske verdensmester, Jeanette Ottesen, har hjulpet med at vælge budene, og fra dette er Dana blevet til.

Udover havfrue-udseendet, bærer Dana også den sande kampånd fra de danske forgængere, vikingerne. Derfor repræsenterer hun dansk historie, som vi danskere kan identificere os med.

”Vandet er havfruernes element. Tilsvarende er det også vores element. Danmark er omgivet af vand, og det er en stærk del af den danske identitet. Det har altid forbundet os med resten af verden,” forklarer Mads Bang Aaen, som har lavet det stramme program for Dana henover sommeren.