UK
30-03-2017

5 skarpe til en frivillig

Af: Anna Marie Birkbak

EM-teamet tager fat i en frivillig hver måned, der kommer med sine bud på, hvorfor frivillighed er givende, og hvorfor EM i Svømning bliver kæmpestort. Elisabeth Grandt fra Hovedstadens Svømmeklub har en nøglerolle til EM.

Navn: Elisabeth Grandt
Alder: 49 år
Rolle: Koordinering af frivillige via Hovedstadens Svømmeklub

 

Hvorfor har du meldt dig som frivilligkoordinator til EM i Svømning 2017?
- I første omgang blev jeg spurgt af Hovedstadens Svømmeklubs klubdirektør, om jeg ville stå for koordineringen af de frivillige og være bindeleddet mellem klubben og EM. Og det ville jeg selvfølgelig gerne, da jeg har været en del af stævneudvalget i klubben og tidligere stået for en del afholdelser af stævner.

Hvad er dit kendskab til svømning?
- Jeg har ikke selv svømmet, men mit kendskab er mangeårigt gennem begge mine døtre, hvoraf den ene, Maria, fortsat svømmer. Hende har jeg fulgt på sidelinjen, både som mor og som holdleder for hendes hold. Jeg har også været med som official. De frivillige er jo bærende for sporten, og opgaven som official er også en del af frivilligheden.

Hvad er det fedeste ved at være frivillig?
- De oplevelser, man kan få, ved at være tæt på begivenhederne og at være en del af det hele! Foreningslivet er bygget på frivillighed, som skal løfte foreningsarbejdet og give muligheder for sportsudøverne, så det er en vigtig del af det. Men ellers får du et netværk, fordi du møder andre forældre, og du oplever hvordan man sammen kan løfte i et team.

Hvad glæder du dig mest til ved EM?
- Til at være en del af hele EM’s setup og med stolthed kunne sige, at man har været en del af det. Og selvfølgelig til at være så tæt på en stor begivenhed, som ovenikøbet er på hjemmebane – vi bor på Amager! Jeg var ikke med i Herning, så jeg har aldrig været til sådan et stort stævne før. Jeg tror man bliver overrasket over, hvor stort det er, når man står i det.

Har du en favorit-svømmer?
- Min egen datter, Maria. Jeg har været tæt på hende i alle årene, og jeg kender hende så godt og den udvikling, hun har gennemgået fra hun sprang i vandet første gang til dér, hvor hun står nu. Hendes udvikling har været sund og fornuftig og progressiv over hele hendes karriere. Det er lidt uvirkeligt, at hun står og skal forsøge at kvalificere sig til VM nu, og hun er så ydmyg med sine tanker og mål og drømme. De er helt hendes egne, og vi støtter hende hele vejen.

Tusind tak til Elisabeth Grandt for hendes tid.

Glæd dig til næste gang, hvor vi stiller 5 skarpe til en frivillig.

Kunne du tænke dig at melde dig som frivillig, så læs meget mere på EM’s hjemmeside.